Forceskolen

Om onsdagen har de syv elever på Forceskolen idræt.

”Hvad var det, der skete i hallen, da du blev så gal?”
”Jeg svingede rund med staven og ramte Johnny over foden.”
”Så skreg Johnny, men hvad skulle du så til at gøre?”
”I hvert fald ikke slå, det kunne jeg aldrig finde på at gøre.”
”Men du hævede jo staven. Så kan Johnny jo ikke vide, hvad du vil gøre. Hvad skulle du have gjort?”
”Sagt undskyld.”

Skoledagen på Forceskolen i Randers er næsten slut. Susanne Kristensen, der er speciallærer på skolen, har netop haft ovenstående samtale med en af de yngste elever, Andreas. De har haft idræt, og nu er de tilbage på Forcen. I stedet for – som Andreas selv foreslår – at sige undskyld, styrtede han i situationen grædende ud af hallen.

Plads til forskellighed

Forceskolen er en skole for børn med særlige behov. Her er der plads til, at eleverne er forskellige, og der er plads til, at der læres i forskellige tempi. Elevtallet svinger en smule, for flere af de ældste elever får lov til selv at vælge om de vil komme i skole. Og det er ikke altid, de finder lysten, når de skal op om morgenen.

For tre uger siden begyndte en ny rytme. En dag om ugen har eleverne nu idræt. I dag en sådan en dag, og derfor tager to lærere og dagens syv elever til en nærliggende hal.
Foran hallen standser alle op. Det er tid til fælles besked.

”Nu stopper vi lige herude, som vi plejer,” siger Palle Nielsen, der er lærer for de ældste elever.
”Det er præcis ligesom sidst. Vi skal alle sammen huske, vi er gæster i hallen. Hvis der er nogen, der har brug for en pause, så tager de en timeout. Det er helt i orden. Det kan også være Susanne eller mig, der vælger, at en af jer har brug for en timeout. Det er ikke noget, vi diskuterer, når først, vi er kommet ind,” siger Palle.

Lettest med kendte regler

Opvarmningen går i gang, og de fleste deltager aktivt. De fire yngste går markant mere op i det end de tre ældste. Én kan ikke løbe, siger han.
”Jeg er i dårlig form.”
”Ja, det er du, men ikke så dårlig,” svarer Palle. Da eleven har vandret nogle gange frem og tilbage i hallen mens de andre løb, får han at vide, at nu må han vælge. Løb eller hold pause. Han sætter sig ud til siden.

Dagens spil er stikbold. Det har de også spillet de andre gange, og der er derfor ingen tvivl om reglerne. Spillet kommer hurtigt i gang, og der er ikke mange diskussioner undervejs. Når Palle siger, ”død”, sætter man sig med det samme.
Konkurrencegenet er kommet op i de fleste, og selv de tre ældste elever kæmper alt, hvad de har lært. En enkelt har endda lært at løbe siden opvarmningen.
Efter en lille time med pulsen I vejret begynder de første frustrationer at melde sig.
“Jeg GIDER ikke mere,” råber en af de små, inden han smutter ud til en selvbestaltet timeout.

Nye udfordringer

Efter fire spil stikbold slutter dagen i hallen af med den første træning til hockey, som eleverne skal til at lære. Her kender ingen af børnene reglerne, og det er en tydelig udfordring. Det er også her, situationen med hockystaven opstår.

To af de store giver lynhurtigt op. Den første bliver bedt om at stille sig op på rækken, hvor de andre står. Det er alligevel for meget. Den næste klarer et minut mere, men da han finder ud af, at hockeystavene er til højrehåndede, mister han lysten til at lege med.

Her er det så, at Andreas rammer Johnnys fod med sin hockeystav. Andreas har stået lidt i sin egen verden og svinget rundt på stedet, og ved et uheld rammer han en af de andre elever, der stikker i et hyl. Episoden tager dog ikke mere end fem minutter, og eleverne kan trætte sætte sig ud i bilen efter deres tredje oplevelse med faget idræt.

Vinkel: Jeg vil fortælle, at Forceskolen har en hverdag, der ikke ligner de fleste. De faste rammer er vigtige for børnene, der alle har særlige behov.

To år tilbage

Af Lasse Koldkjær Kristoffersen

Nogle har iværsættergenet, andre har ikke. Murat Dogan, der sammen med en partner har startet iExpert i Aarhus, udnytter sin specialviden fuldt ud. Han har været med til at bygge en virksomhed op, der kan være væk igen om bare to år.

Murat Dogan er lidt bedre end de fleste til det der med smartphones. Også selvom man medregner teknikere og reperatørere fra hele landet. Gennem de sidste år har han sammen med sin samarbejdspartner og gode ven drevet iExpert, og de kan ifølge dem selv løse alle tekniske problemer – med alle smartphones.

”Det er udgangspunktet. Hvor mange i Danmark har været sene til at opdage vigtigheden af Androidtelefoner i forhold til iPhones, har vi på det rigtige tidspunkt sørget for at få den viden, der kræves, for at kunne reparere alt,” siger Murat Dogan.

Mellemrubrik

Murat startede på Ingeniørhøjskolen, men selvom evner var der, manglede lysten.

”Jeg gik til eksamen efter det første år, men selvom jeg havde den tekniske kunnen, var det egentlig ret kedeligt,” siger Murat Dogan. I stedet skiftede han til Markedsføringsøkonomuddannelsen, hvor han, som han siger, kunne arbejde med penge og mennesker.

Han er egentlig ikke meget for at kalde sig selv iværksætter, for det er noget han forbinder med faste mål for en bestemt omsætning indenfor en bestemt periode.

”Jeg ved godt, det lyder som en klassisk iværksættervirksomhed, og vi er ligesom mange andre startet i en kælder med et par mobiltelefoner. Men forskellen er, at vi stille og roligt har udvidet, når der har været økonomi til det. Vores udvikling har været meget langsom,” siger Murat Donvan.

Mellemrubrik

At det er mere end en almindeligt god idé, de to venner har fået, vidner Murats kundekreds om. Når et firma tager 1400 kroner for en reparation, sender de den til iExpert, som laver den for et mindre beløb. Typisk god det halve.

”Vi har valgt at gøre det på den måde for at udvide vores kundekreds. Det handler om at risikofordele, så nu har vi både private, erhvervskunder og andre teknikere. Senest har vi fået nogle telefoner tilsendt fra England,” siger Murat Dogan.

Han siger konsekvent ”vi”, når han omtaler de ting, han laver i firmaet, men ringer man til deres lokaler i Toldbodgade med spørgsmål til sin Androidtelefon, bliver den givet videre til Murat. Her er ingen tvivl om, hvem der er eksperten.

Mellemrubrik

Forskellen på Murat Dogan og mange andre visionære iværksættere er, at han skaber noget, der kan være helt væk om bare to år. Så stærkt går det i branchen, og det arbejder han ud fra.

”Det kan da være svært at sætte sig op til at skabe en virksomhed, som ikke har nogen eksistensberettigelse om nogle få år. Vores klart største indtægt ligge i at skifte glas på telefoner. Vi ved også godt at udviklingen kun går én vej; glassene bliver bedre og bedre,” siger Murat.

Om kort tid kan de være så gode, at de ikke går i stykker, og så er der ikke længere en nogen primær indtægtskilde for Murat Donvan, og så må han gå andre veje.

”Jeg har et ansvar overfor 10 medarbejdere i dag, så vi skal være klar med noget nyt, når den tid kommer. Men det er vi også.”

Ude godt 3x3x3

Daniel Christensen fb

24-årige Daniel Christensen er glad for Aarhus som studieby, men han er ikke i tvivl om, at han flytter tilbage til København, når tiden på Journalisthøjskolen er ovre.

Af Lasse Koldkjær Kristoffersen
mail@dalixam.net

Aarhus: Det var uoverskueligt og en smule skræmmende, men her efter et år i Aarhus er Daniel Christensen blevet glad for byen.
“Aarhus har taget det bedste fra København og sorteret meget af det dårlige fra. Man skal ikke langt i bus eller på cykel, inden man kommer ud af det urbaniserede miljø. København er et beton- og graffitihelvede,” siger Daniel Christensen.

Da han for et år siden sammen med sin kæreste kom til Aarhus, kendte han én anden person i byen, og uden et arbejde eller andre sociale aktiviteter gik meget af tiden med TV eller computer.

“Det var selvfølgelig lidt af en hæmsko ikke at at have et arbejde, men det var da spændende at flytte til en ny by, og så kom jeg på højskole og begyndte til fodbold, så det kom hen ad vejen,” fortæller han.

Forberedt til prøven
På højskolen blev Daniel Christensen klar til optagelsesprøven på Journalisthøjskolen.
“Det var et intenst forløb, hvor man kun forberedte sig på at kunne komme forbi den hurdle, det er at komme forbi optagelsesprøven,” fortæller han.

Men trods anstrængelserne, var forløbet det hele værd.
“Det gjorde så også, at jeg både inden prøven og på dagen følte mig langt mere klar,” fortæller Daniel, der slet ikke er sikker på, han var kommet ind, hvis ikke det havde været for højskoleopholdet.

“Nej, rent praktisk tror jeg ikke, jeg havde bestået. Det var i hvert fald overordnet en rigtig god idé at tage det ophold,” siger han.

Praktik i byen
Når Daniel om halvandet år skal i praktik, kommer det sandsynligvis til at foregå i Aarhus.
“Det er formentlig det eneste sted, jeg søger praktik, fordi jeg bor her med min kæreste. Hun starter også på en videregående uddannelse nu, så jeg ville være lidt af en røv, hvis jeg bevidst søgte væk. Hun har heller ikke været på højskole, så hun ville være endnu mere isoleret,” fortæller Daniel.

På trods af mange pæne ord om byen forventer Daniel ikke at blive her efter studietiden.
“Vi har hele tiden planlagt at flytte tilbage til Sjælland, for det er der, vores familier og venner er, og vi kender jo ikke rigtig nogen her ud over dem, vi skal læse med,” siger Daniel Christensen.

“Selvfølgelig skal man aldrig sige aldrig, men min kæreste er meget stålsat med hensyn til, at vi er her for at læse, og så tager vi hjem bagefter. Det er ikke et problem for mig. Det har jeg det fint med.”

Her fortæller Daniel Christensen om, hvordan han startede med at spille fodbold.

Ude godt

Daniel Christensen fb

24-årige Daniel Christensen er glad for Aarhus som studieby, men han er ikke i tvivl om, at han flytter tilbage til København, når tiden på Journalisthøjskolen er ovre.

Af Lasse Koldkjær Kristoffersen
mail@dalixam.net

Aarhus: Det var uoverskueligt og en smule skræmmende, men her efter et år i Aarhus er Daniel Christensen blevet glad for byen.
“Aarhus har taget det bedste fra København og sorteret meget af det dårlige fra. Man skal ikke langt i bus eller på cykel, inden man kommer ud af det urbaniserede miljø. København er et beton- og graffitihelvede,” siger Daniel Christensen.
Da han for et år siden sammen med sin kæreste kom til Aarhus, kendte han én anden person i byen, og uden et arbejde eller andre sociale aktiviteter gik meget af tiden med TV eller computer.
“Det var selvfølgelig lidt af en hæmsko ikke at at have et arbejde, men det var da spændende at flytte til en ny by, og så kom jeg på højskole og begyndte til fodbold, så det kom hen ad vejen,” fortæller han.

Forberedt til prøven
På højskolen blev Daniel Christensen klar til optagelsesprøven på Journalisthøjskolen.
“Det var et intenst forløb, hvor man kun forberedte sig på at kunne komme forbi den hurdle, det er at komme forbi optagelsesprøven. Det gjorde så også, at jeg både inden prøven og på dagen følte mig langt mere klar,” fortæller Daniel, der slet ikke er sikker på, han var kommet ind, hvis ikke det havde været for højskoleopholdet.
“Nej, rent praktisk tror jeg ikke, jeg havde bestået. Det var i hvert fald overordnet en rigtig god idé at tage det ophold,” siger han.

Praktik i byen
Når Daniel Christensen om halvandet år skal i praktik, kommer det efter al sandsynlighed til at foregå i eller omkring Aarhus. I hvert fald hvis det står til ham selv.
“Det er formentlig det eneste sted, jeg søger praktik, fordi jeg bor her med min kæreste. Hun starter også på en videregående uddannelse nu, så jeg ville være lidt af en røv, hvis jeg bevidst søgte væk. Hun har heller ikke været på højskole, så hun ville være endnu mere isoleret,” fortæller Daniel.
På trods af mange pæne ord om byen forventer Daniel ikke at blive her efter studietiden.
“Vi har hele tiden planlagt at flytte tilbage til Sjælland, for det er der, vores familier og venner er, og vi kender jo ikke rigtig nogen her ud over dem, vi skal læse med. Selvfølgelig skal man aldrig sige aldrig. Det har jeg også talt med min kæreste om, men hun er meget stålsat med hensyn til, at vi er her for at læse, og så tager vi hjem bagefter. Det er ikke et problem for mig. Det har jeg det fint med.”

Her fortæller Daniel Christensen om, hvordan han startede med at spille fodbold.