150.000 kroner er ikke partistøtte


Efter det århusianske kommunalvalg i 2013, hvor blandt andre Venstre, Dansk Folkeparti og De Radikale fik rådmandsposter, kritiserer formanden for HK Kommunal Østjylland partistøtten fra LO. Men ifølge LO er der slet ikke tale om partistøtte.

Af Lasse Koldkjær Kristoffersen

LO-Århus brugte 150.000 kroner i forbindelse med kommunalvalget i november. Penge, der blandt andet gik til lokaler, som Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten holdt valgmøder i. Det har fået formanden for HK Kommunal i Østjylland, Hans-Henrik Hansen, til at rette en skarp kritik mod partistøtten, som han mener er penge ud af vinduet.

LO-Århus er ikke enige i kritikken, Her mener formand Anders Munk, at pengene er givet godt ud.

“Hvis Hans-Henrik (Hansen, red.) mener, det er partistøtte, så skal han starte med at sætte sig ind i, hvad vi bruger pengene til. Vi interesserer os for politik, og så laver vi nogle arrangementer, hvor vi diskuterer politik,” siger Anders Munk.
Mandatfordeling i Århus
Valuta for pengene

Men så simpelt er det ifølge Hans-Henrik Hansen ikke.

”Når man bruger 150.000 kroner op til et valg og i den forbindelse laver en samarbejdsaftale med S, SF og Ø, så synes jeg, man med en vis rimelighed kan spørge om; hvad har vi fået for det? Og selvfølgelig er det partistøtte,” siger Hans-Henrik Hansen.

Han mener slet ikke, at partistøtte har sin plads hos fagforeningerne, hvis medlemmer ikke længere kun repræsenterer venstrefløjen i dansk politik.

“Vi ved, at vi har medlemmer fra den ene fløj til den anden, og vi skal favne helheden i forhold til, hvad der er til gavn og glæde hos vores medlemmer. Vi vil ikke ensidigt gå ind og støtte nogle bestemte,” siger Hans-Henrik Hansen.

Alligevel med

Selvom HK har meldt ud, at der ikke skal gives støtte, er man dog alligevel en del af bidraget fra hovedorganisationen LO, hvor HK betaler kontingent. Det ærgrer Hans-Henrik Hansen, som gerne havde set, at pengene blev brugt et sted, hvor de gav indflydelse.

“Indirekte var vi med, for vi er en del af LO i forhold til den aftale, der var med kommunalvalget, men hvis man tæller mandaterne op fra S, SF og Ø, så kan jeg jo kun undre mig over, at der bliver en rådmand fra Dansk Folkeparti, en rådmand fra Venstre og en rådmand fra De Radikale,” siger Hans-Henrik Hansen.

Hør Hans-Henrik Hansen fortælle, hvad han egentlig mener.