Billigere cigaretter giver flere dødsfald

http://lassekristoffersen.mediajungle.dk/files/2014/01/ID-10039591.jpgEn prisnedsættelse på bare fire kroner vil resultere i 3000 flere rygere på tre år, og i 2050 vil 570 flere personer have mistet livet som følge af rygning. Det viser ny rapport.
Af Lasse Koldkjær Kristoffersen
Foto: Naito8 / freedigitalphotos.net

I 2016 vil der være 3000 flere rygere i Danmark, hvis prisen på en pakke med 20 cigaretter sættes ned med 10 procent – fra de 38 kroner, den i dag koster, til 34.

Tallene kommer fra en ny rapport, som Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet har lavet til Hjerteforeningen og Kræftens bekæmpelse.

På længere sigt vurderes det, at prisfaldet på fire kroner vil resultere i 570 flere dødsfald frem til år 2015 som følge af rygning.

“Der er en negativ sammenhæng mellem pris og efterspørgsel på tobak, hvor en stigning i prisen medfører et fald i efterspørgslen, denne sammenhæng er mest udtalt i de yngre aldersgrupper og blandt personer med lav indkomst,” hedder det i rapporten.

Rammer de svage hårdere

Derfor vil unge og personer med lav indkomst være mere tilbøjelige til at starte med at ryge, end resten af befolkningen, hvis prisen sættes ned. I rapporten nævnes det også, at hvor disse grupper påvirkes af prisjusteringer, er det kampagner for adfærdsændringer, der påvirker de højeste socialklasser.

Historisk har cigaretpriserne ifølge tal fra DR siden 1966 dalet støt frem til 2009, hvor prisen til gengæld fik et kraftigt hak opad. I rapporten ses der både på følgevirkningerne af prisnedsættelser og -stigninger, og skulle priserne stige igen, vil det være en gevinst for folkesundheden. Her vurderes det, at der i 2016 vil være mere end 80.000 færre rygere, hvis prisen sættes på til 57 kroner.