Han vil jo bare hjælpe

For de fleste er en tur i biografen en social oplevelse med familie eller venner, men selvom man tager alene af sted, kan man jo godt holde fast i det sociale. Det forsøger Sahir Ibrahim, selvom det ikke er alle, der er lige begejstrede for hans tilstedeværelse.

Det har været en stille formiddag i Biocity. Første forestilling startede for en halv time siden, og kun få gæster har fundet ind i de mørke sale og efterladt personalet og foyeren i en tilstand af søvnig stilhed.

Bag kassen i kiosken står Anne Gudiksen. Det har hun gjort de sidste tyve år. Selvom klokken nærmer sig tolv, hviler der en stemning af morgen over stedet, alene forstyrret af den gennemtrængende popcornsduft.

Pludselig lyder der et kald fra reposen. Anne Gudiksen kigger op og genkender tydeligvis den mørklødede mand, der forsøger sig med råb og fagter.

”Du er nødt til at komme herned,” råber hun med en snert af irritation i stemmen ”Jeg kan ikke høre dig på den afstand!”

Da han står ved kassen, er irritationen dog væk. En enkelt løsreven sætning fra Anne Gudiksen undslipper deres dæmpede samtale;

”Så den så du forleden? Ok. Hvad så med Diana?”

Manden køber en billet, popcorn og cola, og sætter sig for at vente på en film, der starter halvanden time senere.

Hjertevarm hjælpsom hjemløs forfatter

Manden hedder Sahir Ibrahim. 40 år gammel er han og oprindeligt fra Palæstina. Han kom til Danmark i 1991, men han er endnu ikke spor fortrolig med sproget. Måske fordi han i de fleste af årene har boet med sin palæstinensiske mor i en lejlighed i Brabrand. Nu har moren imidlertid smidt ham ud efter en uoverensstemmelse, så for tiden overnatter han i en kirke. Og så går han ned i biografen, netop denne biograf, hver eneste dag.

Sahir er ikke en mand af få ord. Når han fortæller, lyser blikket op og tempoet når så hæsblæsende højder, at det er så godt som umuligt at dechifrere talestrømmen. Det efterlader en med følelsen af, at han sjældent møder nogle, der vil lytte. Han er forfatter, fortæller han. Skriver internationale digte. Ligesom H.C. Andersen.

Det nævner han dog først efter at have oplistet samtlige potentielle farer, biografen indeholder. Hans blik er oprigtigt bekymret, mens han advarer mod at få fingre i klemme i indgangsdøren, snuble ned ad trapper og glemme tasker, når man går.

”Jeg hjælper folk med at huske ikke at glemme deres ting,” siger han stolt.

Lidt for åben

Det er ikke hver dag, Sahir Ibrahim køber billet til en forestilling. Nogle dage sidder han her bare. Drikker en cola og ser på de mennesker, der finder herind. Sahir Ibrahim må nemlig ikke tiltale biografens gæster længere.

”Chefen er ikke så glad for ham” fortæller Anne Gudiksen med et undskyldende smil ”Så nu er han lidt på prøve. Vi må se, om han kan lade de andre gæster være.”

Indtil videre har Sahir Ibrahim opført sig eksemplarisk. Da han bliver kontaktet med henblik på et interview, sikrer han sig endda godkendelse hos den unge kontrollør.

I dag har Sahir Ibrahim købt billet, og om fem minutter starter filmen. Han rejser sig og begiver sig ind mod biografsalens mørke. Roen har netop sænket sig over foyeren, da to piger i fjortenårsalderen kommer hastende tilbage fra mørket.

”Han sagde, vi skulle komme hen til ham og sidde,” siger den ene med vidt opspærrede øjne til kontrolløren, der promte sætter kurs mod salene.

Øjeblikket efter er kontrolløren tilbage på sin plads og pigerne tilbage i biografsæderne. Roen er genoprettet, men Sahir Ibrahim har overskredet grænsen endnu engang.