Forceskolen

Om onsdagen har de syv elever på Forceskolen idræt.

”Hvad var det, der skete i hallen, da du blev så gal?”
”Jeg svingede rund med staven og ramte Johnny over foden.”
”Så skreg Johnny, men hvad skulle du så til at gøre?”
”I hvert fald ikke slå, det kunne jeg aldrig finde på at gøre.”
”Men du hævede jo staven. Så kan Johnny jo ikke vide, hvad du vil gøre. Hvad skulle du have gjort?”
”Sagt undskyld.”

Skoledagen på Forceskolen i Randers er næsten slut. Susanne Kristensen, der er speciallærer på skolen, har netop haft ovenstående samtale med en af de yngste elever, Andreas. De har haft idræt, og nu er de tilbage på Forcen. I stedet for – som Andreas selv foreslår – at sige undskyld, styrtede han i situationen grædende ud af hallen.

Plads til forskellighed

Forceskolen er en skole for børn med særlige behov. Her er der plads til, at eleverne er forskellige, og der er plads til, at der læres i forskellige tempi. Elevtallet svinger en smule, for flere af de ældste elever får lov til selv at vælge om de vil komme i skole. Og det er ikke altid, de finder lysten, når de skal op om morgenen.

For tre uger siden begyndte en ny rytme. En dag om ugen har eleverne nu idræt. I dag en sådan en dag, og derfor tager to lærere og dagens syv elever til en nærliggende hal.
Foran hallen standser alle op. Det er tid til fælles besked.

”Nu stopper vi lige herude, som vi plejer,” siger Palle Nielsen, der er lærer for de ældste elever.
”Det er præcis ligesom sidst. Vi skal alle sammen huske, vi er gæster i hallen. Hvis der er nogen, der har brug for en pause, så tager de en timeout. Det er helt i orden. Det kan også være Susanne eller mig, der vælger, at en af jer har brug for en timeout. Det er ikke noget, vi diskuterer, når først, vi er kommet ind,” siger Palle.

Lettest med kendte regler

Opvarmningen går i gang, og de fleste deltager aktivt. De fire yngste går markant mere op i det end de tre ældste. Én kan ikke løbe, siger han.
”Jeg er i dårlig form.”
”Ja, det er du, men ikke så dårlig,” svarer Palle. Da eleven har vandret nogle gange frem og tilbage i hallen mens de andre løb, får han at vide, at nu må han vælge. Løb eller hold pause. Han sætter sig ud til siden.

Dagens spil er stikbold. Det har de også spillet de andre gange, og der er derfor ingen tvivl om reglerne. Spillet kommer hurtigt i gang, og der er ikke mange diskussioner undervejs. Når Palle siger, ”død”, sætter man sig med det samme.
Konkurrencegenet er kommet op i de fleste, og selv de tre ældste elever kæmper alt, hvad de har lært. En enkelt har endda lært at løbe siden opvarmningen.
Efter en lille time med pulsen I vejret begynder de første frustrationer at melde sig.
“Jeg GIDER ikke mere,” råber en af de små, inden han smutter ud til en selvbestaltet timeout.

Nye udfordringer

Efter fire spil stikbold slutter dagen i hallen af med den første træning til hockey, som eleverne skal til at lære. Her kender ingen af børnene reglerne, og det er en tydelig udfordring. Det er også her, situationen med hockystaven opstår.

To af de store giver lynhurtigt op. Den første bliver bedt om at stille sig op på rækken, hvor de andre står. Det er alligevel for meget. Den næste klarer et minut mere, men da han finder ud af, at hockeystavene er til højrehåndede, mister han lysten til at lege med.

Her er det så, at Andreas rammer Johnnys fod med sin hockeystav. Andreas har stået lidt i sin egen verden og svinget rundt på stedet, og ved et uheld rammer han en af de andre elever, der stikker i et hyl. Episoden tager dog ikke mere end fem minutter, og eleverne kan trætte sætte sig ud i bilen efter deres tredje oplevelse med faget idræt.

Vinkel: Jeg vil fortælle, at Forceskolen har en hverdag, der ikke ligner de fleste. De faste rammer er vigtige for børnene, der alle har særlige behov.