No visitors allowed from 41 countries

Among many other things, it's weather like this Bent Jensen would like to show his Vietnamese friends. Foto: Lasse Koldkjær Kristoffersen
Among many other things, it’s weather like this Bent Jensen would like to show his Vietnamese friends. Foto: Lasse Koldkjær Kristoffersen

In Denmark residents can not invite friends from more than 20 percent of the countries around the world if they have no family relations with one another. In the other side of the belt, in Sweden, visitors are welcome.

“If you wish to visit Denmark for a short period of time, you must obtain a visa prior to entry if you come from a country with a visa requirement for entering Denmark.”

This is the first thing a reader at sees when searching for visa information.

For the main part of the world’s countries, a visa is required if you wish to visit Denmark, but for a certain groups a visa may not ever be an option. Opposite the neighbouring country, Sweden, Denmark divides countries into groups where some are more or less blacklisted from ever entering. Some are allowed to visit, others needs relatives in Denmark and some are practically banned from visiting.

For Bent Jensen, 63, who has visited Vietnam twice making friends in the Southeast-Asian country, this law came as quite a surprise. After spending two months in Vietnam, he would like to show his friends Denmark and his hometown Randers. Not knowing the regulations to their full extent, he simply began the application process.

Bent Jensen started working on the invitation before he understood  that sending them in would be of no matter. Foto: Lasse Koldkjær Kristoffersen
Bent Jensen started working on the invitation before he understood that sending them in would be of no matter. Foto: Lasse Koldkjær Kristoffersen

“Actually, I started by filling out the invitation application, and it was by then I discovered all the limitations to the visa regulations,” Bent Jensen says. Not truly believing what he read, he contacted the Danish visa office, asking if it was correct that he under no circumstances would be able to invite his Vietnamese friends to Denmark. The reply said:

“Dear Bent Jensen. Thank you for your inquiry. It is shown in the visa-practice from january 15th 2013 that a friend is not part of the group of people who usually can get a Schengen-visa in the Immigration group including Vietnam.”

Immigration group

The two important parts of that reply are “friend” and “Immigration group”. The Danish system is – unlike the other Scandinavian countries – divided into three groups: The Tourist group with 71 countries, The Asylum Group containing 14 countries, and lastly the Immigration Group subdivided into two groups of respectively 19 and 27 countries. If you are in the first part of the Immigration Group, you’re welcome to visit your friend in Denmark. Unfortunately for Bent Jensen and his Vietnamese friends, Hung Nguyen and Diem, Vietnam is in the second sub-group.

Infographic: Lasse Koldkjær Kristoffersen
Infographic: Lasse Koldkjær Kristoffersen. Click for lager image (Opens in a new window)

Had Hung Nguyen and Diem had any family relations in Denmark, they would be pretty much good to go. They don’t and therefore their access to Denmark is literally closed.

“I and my family are very surprised that I can’t invite my Vietnamese friends to Denmark. We obtain visa to Vietnam without any problems, and the opposite ought to be a matter of course,” Bent Jensen wrote to the Ombudsman. As the Ombudsman only intervene if the authorities doesn’t follow Danish law, there has been nothing the office could or would do.

Tanzanian boyfriend

In Copenhagen, Amanda Petersen faces the same kind of problem. After a visit in Zanzibar, Tanzania last year, she would like to invite her boyfriend she met on the trip, Boyca Moses, to see Denmark.

“I’ve always wanted to go to Africa. I can’t really explain it, but experiencing the culture and the people is just something I knew I wanted to try. About ten months ago I travelled to Tanzania to go to Zanzibarhøjskolen, a Danish school where we were taught Swahili,” Amanda Petersen, student at Copenhagen Business School, says.

It didn’t take long until she met Boyca Moses. He worked at the nearby hotel, and she wanted to practice her Swahili as she says. Talking led to walks on the beach which led to relationship.

Boyca Moses and Amanda Petersen. Selfie: Boyca Moses.
Boyca Moses and Amanda Petersen. Selfie: Boyca Moses.

At the school Amanda had a Swahili teacher who had visited Denmark for a month.

“If he could, so could Boyca, I thought at the time,” she tells. It turned out to be not quite as simple as that. The 25th of June 2014 Amanda Petersen travelled back to Denmark and the following three months they prepared the application. September the 30th she went back to Zanzibar and together they sent it in. Boyca Moses wasn’t given the decision from the Norwegian embassy – which handles the visa requests – until Amanda had travelled back to Denmark yet again.

“When he called and told me that the visa application was denied, I honestly thought it was a bad joke. I was ready to order his plane tickets and I had already planned a previewing of a movie we were to see here in Denmark,” Amanda Petersen says.

Tourism group

Traveling to another country and not being able to invite the ones you meet back home. The situation sounds like Bent Jensen’s, but when her story is different, it’s because Tanzania is actually not in the notorious Asylum Group – not even in any of the Immigration Groups. Tanzania is part of the Tourism Group and therefore Boyca Moses should be eligible for a 90 day tourism visa.

The problem is, the authorities didn’t believe Boyca would go back home. In Denmark, being the happiest country in the world and all, it was simply too tempting to apply for a longer stay, asylum or simply disappear for a while.

The couple had a hard time proving that Boyca had anything to return to. His plot in Tanzania lacked the paperwork, and formal paycheck are a different story in East Africa than it is on top of Europe. Amanda Petersen finds it hard to believe that it would ever come to that.

“The cultures are so very different, and there’s no doubt he belongs in Zanzibar,” she says.

Shift in representation

Up until last year Denmark was represented by Sweden’s embassy. While Swedish law doesn’t block out countries completely as the Danish pendant, they do require visa.

“We do not look at the country they’re going to. We look at the applicants, their job, income, personal situation and living arrangements”, Helen Miles, Visa Officer at the Swedish Embassy in Tanzania says. The same goes the other way around. In Vietnam it is the Danish Consul who handles visa requests.

“Besides visa applications for Denmark we also handle visa applications for Iceland and Lithuania,” Consul at the Danish Embassy in Vietnam, Thomas Nielsen, says.

That means that the strict law applicable in Denmark also goes for Iceland and Lithuania if a Vietnamese citizen apply for visa – even though the countries do not hold the same strict regulations.

Liberal disagreement

In Denmark there will be a national election within eight months. At the moment the liberal parties seem strong, and one of the parties, Liberal Alliance, suggest that the entire immigration politic is rewritten.

“Is is basically not okay to limit migration in a way that we can’t invite friends to the country,” Mette Bock, Spokesperson on foreign Affairs, Liberal Alliance, says, calling it “very un-liberal”.

“We suggest a complete revision of the immigration politics, making some areas more strict and others less,” Mette Bock says.

At Denmark’s Liberal Party they don’t see eye to eye on the immigration matter.

“I agree that inviting friends from Vietnam to Denmark is tending towards impossible. It is unfortunately the model that has been made as a result of a risk assessment,” Karsten Lauritzen, Spokesperson on immigration, Denmark’s Liberal Party, says.

“Our laws are made like this because of the high risk of people staying illegally in Denmark. That way we are also closing the door for the law-abiding foreigners, but that’s how it must be at the moment,” Lauritzen says.

The way around the law

The research of this story has shown a way around the strict Danish law. As Denmark is a part of Schengen, it is possible to rent a place in a country with less strict laws for a short period of time. Both Sweden and Germany would work. From there it’s possible as a EU citizen to invite your friends over and then travel back to Denmark.

While neither Bent Jensen or Amanda Petersen are thinking along those lines, politician Mette Bock doesn’t blame the people who do.

“Yes I can see why you would legally work around that law, and it clearly shows that the regulations aren’t very appropriate,” Mette Bock says. Again her liberal colleague disagrees.

“It’s a shame that it’s possible to avoid Danish law, but that’s part of being in the EU, and the benefits are so many more,” Karsten Lauritzen says.

Instead of going through loopholes in the law, both Bent Jensen and Amanda Petersen are leaving for respectively Vietnam and Tanzania within weeks to be with friends and boyfriend.

150.000 kroner er ikke partistøtte

Efter det århusianske kommunalvalg i 2013, hvor blandt andre Venstre, Dansk Folkeparti og De Radikale fik rådmandsposter, kritiserer formanden for HK Kommunal Østjylland partistøtten fra LO. Men ifølge LO er der slet ikke tale om partistøtte.

Af Lasse Koldkjær Kristoffersen

LO-Århus brugte 150.000 kroner i forbindelse med kommunalvalget i november. Penge, der blandt andet gik til lokaler, som Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten holdt valgmøder i. Det har fået formanden for HK Kommunal i Østjylland, Hans-Henrik Hansen, til at rette en skarp kritik mod partistøtten, som han mener er penge ud af vinduet.

LO-Århus er ikke enige i kritikken, Her mener formand Anders Munk, at pengene er givet godt ud.

“Hvis Hans-Henrik (Hansen, red.) mener, det er partistøtte, så skal han starte med at sætte sig ind i, hvad vi bruger pengene til. Vi interesserer os for politik, og så laver vi nogle arrangementer, hvor vi diskuterer politik,” siger Anders Munk.
Mandatfordeling i Århus
Valuta for pengene

Men så simpelt er det ifølge Hans-Henrik Hansen ikke.

”Når man bruger 150.000 kroner op til et valg og i den forbindelse laver en samarbejdsaftale med S, SF og Ø, så synes jeg, man med en vis rimelighed kan spørge om; hvad har vi fået for det? Og selvfølgelig er det partistøtte,” siger Hans-Henrik Hansen.

Han mener slet ikke, at partistøtte har sin plads hos fagforeningerne, hvis medlemmer ikke længere kun repræsenterer venstrefløjen i dansk politik.

“Vi ved, at vi har medlemmer fra den ene fløj til den anden, og vi skal favne helheden i forhold til, hvad der er til gavn og glæde hos vores medlemmer. Vi vil ikke ensidigt gå ind og støtte nogle bestemte,” siger Hans-Henrik Hansen.

Alligevel med

Selvom HK har meldt ud, at der ikke skal gives støtte, er man dog alligevel en del af bidraget fra hovedorganisationen LO, hvor HK betaler kontingent. Det ærgrer Hans-Henrik Hansen, som gerne havde set, at pengene blev brugt et sted, hvor de gav indflydelse.

“Indirekte var vi med, for vi er en del af LO i forhold til den aftale, der var med kommunalvalget, men hvis man tæller mandaterne op fra S, SF og Ø, så kan jeg jo kun undre mig over, at der bliver en rådmand fra Dansk Folkeparti, en rådmand fra Venstre og en rådmand fra De Radikale,” siger Hans-Henrik Hansen.

Hør Hans-Henrik Hansen fortælle, hvad han egentlig mener.


Mette Marie Heinfelt er vegetar på fjerde år, men hun skelner mellem hvilke typer kød, der er tilladt at spise. Fisk er helt okay.

Journalisthøjskolen 14. februar 2014
IW: Lasse Koldkjær Kristoffersen
IP: Mette Marie Heinfelt
Observatør: Cecilie Bang Urup

IP skal forklarer, hvad der er så fedt ved det der vegetarisme.

Spørgeplan for interviewet.
Oplægget til interviewet vil fortælle, at Mette Marie blev vegetar for fire år siden, og at hun stadig spiser animalske produkter og fisk.

Hvorfor valgte du at blive vegetar?

Men med hensyn til det syreetiske, er der så ikke de samme problemer med fisk, som udsættes for overfiskning og overpakkede dampdrug?

Ville verden være et bedre sted, hvis alle spiste som du gør?

Forsøger du at præge andre til det?

Hvad hvis du får børn en dag? Skal de være vegetarer?

Jeg forventer, jeg får de bedste svar, hvis jeg er sød og rar mod IP. Sådan plejer det at være. Og så det der aktiv lytning…

Krise I de danske idrætsforeninger

Arkivfoto: Scanpix
Trods pæne tal på overfladen kniber det med at lokke frivillige til, og det truer foreningslivet. Mere konkrete rammer kan være løsningen.
Af Lasse Koldkjær Kristoffersen

Mere end halvdelen af alle landets idrætsforeninger oplever problemer, når tungere poster som kasserer- og formandsposter skal besættes. Det viser tal, som Idrættens Analyseinstitut og SDU har fremlagt. Tallene bekymrer næstformanden for DGI, Susanne Bager.

”Det kan være helt katastrofalt for en forening og medlemmerne, hvis det ikke lykkedes at få nye på de opgaver,” siger Susanne Bager.


Hun anbefaler lønkompensation, så en leder i en større idrætsforening eksempelvis kan få dækket ti timer om måneden til opgaver i foreningen. Den løsning er idrætsordfører for Radikale Venstre, Erik Kristoffersen ikke afvisende overfor.

”Forslaget virker kreativt, men som situationen er nu, skal vi nok ikke satse på, at at det er på det område, de offentlige ressourcer prioriteres,” siger Erik Kristoffersen. Overordnet ser han ikke det store problem, som tingene er nu.

”Med lønkompensation kan jeg også godt frygte, man sender et forkert signal i forhold til det gode princip, at det overvejende er frivillige ledere, der løfter i flok i breddeforeningerne. Som jeg er orienteret, er der ikke større problemer vedrørende frivillige ledere i idrætsforeningerne.”

”Glansbilledet snyder”

Det er ikke en betragtning, leder af Forskningcenteret for Idræt og Samfund ved Aarhus Universitet, Gorm Thomsen, er enig i.

”Glansbilledet snyder. Antallet har ikke ændret sig meget over de seneste fem til ti år, men der er stor udskiftning, og jævnlige udfordringer med at skaffe nye trænere, instruktører og bestyrelsesmedlemmer,” siger Gorm Thomsen.

Billigere cigaretter giver flere dødsfald prisnedsættelse på bare fire kroner vil resultere i 3000 flere rygere på tre år, og i 2050 vil 570 flere personer have mistet livet som følge af rygning. Det viser ny rapport.
Af Lasse Koldkjær Kristoffersen
Foto: Naito8 /

I 2016 vil der være 3000 flere rygere i Danmark, hvis prisen på en pakke med 20 cigaretter sættes ned med 10 procent – fra de 38 kroner, den i dag koster, til 34.

Tallene kommer fra en ny rapport, som Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet har lavet til Hjerteforeningen og Kræftens bekæmpelse.

På længere sigt vurderes det, at prisfaldet på fire kroner vil resultere i 570 flere dødsfald frem til år 2015 som følge af rygning.

“Der er en negativ sammenhæng mellem pris og efterspørgsel på tobak, hvor en stigning i prisen medfører et fald i efterspørgslen, denne sammenhæng er mest udtalt i de yngre aldersgrupper og blandt personer med lav indkomst,” hedder det i rapporten.

Rammer de svage hårdere

Derfor vil unge og personer med lav indkomst være mere tilbøjelige til at starte med at ryge, end resten af befolkningen, hvis prisen sættes ned. I rapporten nævnes det også, at hvor disse grupper påvirkes af prisjusteringer, er det kampagner for adfærdsændringer, der påvirker de højeste socialklasser.

Historisk har cigaretpriserne ifølge tal fra DR siden 1966 dalet støt frem til 2009, hvor prisen til gengæld fik et kraftigt hak opad. I rapporten ses der både på følgevirkningerne af prisnedsættelser og -stigninger, og skulle priserne stige igen, vil det være en gevinst for folkesundheden. Her vurderes det, at der i 2016 vil være mere end 80.000 færre rygere, hvis prisen sættes på til 57 kroner.


Lasse Koldkjær Kristoffersen
Navn og alder:
Lasse Koldkjær Kristoffersen, 31 år.

Baggrund og personlige interesser/fritid:
Jeg er nørd. Der er vel det mest gennemgående, man kan sige om min baggrund.
Efter at have brugt et par måneder på ikke at tjene penge eller lave andet fornuftigt, fik jeg via jobcenteret lov til at sidde som skrivende på en lokalavis i et år. Det har givet mig et realistisk billede af, hvordan de små redaktioner fungerer, og det har givet mig lyst til at lave mere lokaljournalistik.

Hvad forventer du at få ud af dette undervisningsforløb?
Jeg forventer et højere niveau end 1. semester, og jeg glæder mig til at udvikle mig fagligt.

Hvordan har du forberedt dig til forløbet?
Terpet, terpet, terpet… Ja, og så har jeg jo skrevet den her forventningsopgave om lidt.

Hvad kan du især bidrage med i gruppe-/par-arbejde?
Mit altid strålende humør.

Hvad er dine dine ambitioner for forløbet (på en skala fra 1-10)?
Det bliver en stensikker 7’er herfra.

Fagligt set, hvad er så dine stærkeste og svageste sider?
Min selvsikkerhed falder ind under begge.

På hvilke områder vil du især gerne udvikle dig?
Jeg vil gerne udvikle mit sprog. Jeg skriver nyhedsartikler og reportager i et meget klassisk sprog, og det er fint til nogle medier, men jeg tror, det vil være fint for mig at kunne skrive mere sprudlende. Jeg har også en tendens til at lave samme opbygning i mange artikler, så i det hele taget, vil jeg gerne afveksle noget mere.

Hvad vil du gøre for at udvikle dig på disse områder?
Først og fremmest ved at vælge skrivemodeller, jeg ellers ikke ville vælge. Mht til sproget handler det vel om at tage en beslutning.

»Jeg er ikke lystmorder«

Fra direktøren for Aalborg Fyrværkerifabrik lyder der en bøn til nyhedsmedierne, når nytårsaften skal dækkes om et par uger: Vær saglige og flyt fokus væk fra den sædvanlige sensationsjournalistik med blodige hænder og smadrede øjne. Offer for defekt fyrværkeri savner bedre beskyttelse.

Nytårsaften kan fære både festlig og smuk, men mediernes ensidede dækning irriterer flere. Arkivfoto: Wiki Commons

“Der må efterhånden være ved at gå forrådnelse i den tommelfinger.”
Kommentaren kommer fra direktøren for Aalborg Fyrværkerifabrik, Martin Bruno Sørensen, og han hentyder gentagelserne i de billeder, der hvert år vises af skader på især hænder og øjne 1. januar.

Martin Bruno Sørensen har arbejdet med fyrværkeri i 25 år, og i 1998 startede han Aalborg Fyrværkerifabrik. Han er ikke begejstret for mediernes dækning af nytårsaften.

“Det er jo det sædvanlige gimmick med at gøre folk bange. Man må ikke spise kanel, så må man ikke spise pebernødder, og så giver man den fuld gas med orkanen. Nyheder skal handle om nogen, der bliver snydt, bliver hængt ud, eller er døden nær,” siger Martin Bruno Sørensen.

Han efterlyser en mere nuanceret tilgang til nyheder – især i hans egen branche.

“Jeg bliver irriteret over, at vi bliver fremstillet som lystmordere. Vi laver noget smukt, som jeg mener er kunst. Der bliver lagt utrolig meget arbejde i hver detalje, og så fokuseres der på det samme skræmmebillede hvert år,” siger direktøren.

Tabloidpressens opgave

Hos BT mener redaktionschef og digital nyhedschef, Lars Westh, ikke, der er et problem.

“Jeg synes bestemt, det er relevant – hvert år. BT er et tabloidmedie, og hvis en person får sprængt et øje ud, så skriver vi om det; også selvom noget lignende er sket før,” siger Lars Westh.

“I dag var der et trafikuheld med tre dræbte, og der var også trafikuheld i sidste uge. Det betyder jo ikke, vi kun dækker det ene,” siger nyhedschefen.
Han vedkender, at der er forskel på artikler med fokus på en bestemt ulykke i forhold til det mere generelle nyhedsbillede – eksempelvis statistikker over tilskadekomne eller besøg på skadestuer for at se, hvor slemt det mon står til i år – men der skal være plads til begge dele, for det er vigtigt at fortælle, at det kan gå ud over alle. Især, hvis man er ligeglad med sikkerheden.

“Nytårsaften er der mange, der ikke opfører sig ret ansvarligt.” Et punkt, hvor han er enig med Martin Bruno Sørensen.

“Nogle gange er jeg overrasket over, at der ikke sker flere skader. Når man ser billeder fra Rådhuspladsen i København, ligner det jo en krigszone. Folk skyder raketter ud af røven og er spritstive. Det burde man fokusere på,” mener Martin Bruno Sørensen

Batteri kostede et øje

En af de personer, der har mærket nytårsskytset på egen krop, er Jan Sigetty Bøje, freelancefotograf hos TV2 og TV3, nu bosiddende i Florida. I modsætning til ovenstående gruppering på rådhuspladsen, havde Jan Sigetty Bøje gjort alt rigtigt, da han for to år siden fejrede nytår med familien i sin brors hus i Risskov.

“Klokken var otte om aftenen, og vi havde lige spist nytårsmiddag. Vi gik med ungerne ud i haven for, at det var os og ikke dem, der skulle fyre fyrværkeri af,” fortæller Jan Sigetty Bøje.
Underlaget var plant, og batteriet blev placeret, hvor broren mange gange tidligere havde fyret af. Jan Sigetty Bøje tændte batteriet, mens børnene med beskyttelsesbriller på stod på behørig afstand.

“Ved det første skud væltede batteriet og skød ind i naboens have. Sådan noget sker jo, og der var ingen fare for andre, så jeg gik bare stille og roligt væk. Det næste skud skød dog direkte i øjet på mig,” fortæller fotografen.
Han havde som den eneste ikke beskyttelsesbriller på, men ifølge øjenkirugen, der senere opererede ham, var det hans redning.

“Det gjorde så ondt. Det var helt latterligt.” Hans øjeæble var flækket, og knoglerne rundt om øjet var brækkede.

Gør noget ved de briller

Jan Sigetty Bøje kunne også godt tænke sig, at mediernes dækning rykker sig, men for ham er det vigtigt, at de beskyttelsesbriller, vi kender i Danmark, bliver skrottet.

“Lægen sagde til mig, at det havde været langt værre, hvis jeg havde haft beskyttelsesbriller på. De briller, man får smidt i nakken, når man køber fyrværkeri, er absolut intet værd.”
I stedet foreslår han et system som i USA, hvor briller er mærket efter, hvor meget de kan modstå.

“Herovre er man ikke i tvivl. Alle briller er mærket med præcis den belastning, de kan klare. Havde jeg haft danske beskyttelsesbriller på, så havde jeg fået smeltet plastik ind i hovedet – blandet med øje og knogler.”

Anslag: 4441

Jeg vil fortælle, at mediernes dækning af nytårsskader er den samme år efter år, og det er nogle utilfredse med.

Det er ikke finanskrisens skyld

I en lejlighed på 3. sal i Søgade bor Morten Hamborg. Hele opgangen er en del af Aarhus Kommunes nye tilbud til hjemløse. For tre år siden mistede Morten Hamborg sit arbejde, og kort efter blev gik kæresten fra ham og tog børnene med. I et år har han kæmpet for retten til at se sine børn.

Morten Hamborg, 42, ligner på ingen måde den typiske hjemløse, og han har da heller ikke boet på gaden, som flere af de andre beboere i opgangen har. Han har derimod oplevet, hvordan det hele ramlede sammen omkring ham.

“I august i år kørte jeg sur i det. Det er ikke så sjovt, når der ikke rigtig er noget, der går ens vej. Alt var gået ned ad bakke i en periode, jeg fik ikke betalt husleje, og jeg drak i stedet pengene op,” fortæller Morten Hamborg. På det tidspunkt boede han i en 2-værelses lejlighed, og alt i alt endte udsmidningen med at koste ham i omegnen af 50.000 kroner.

Siden har han boet på sofaer hos venner og bekendte uden midler til at finde noget nyt. I oktober hørte han første gang om tilbuddet, og han flyttede ind en måneds tid senere.

En lang tur ned ad bakke

Nedturen begynde for lidt over tre år siden, da Morten Hamborg mistede sit arbejde som kok på Skejby Patienthospital – et erhverv han havde haft siden han kom i lære hos Hotel Kong Chr X lige efter niende klasse. Det var i 1989, og hans profesion har bragt ham rundt i landet med afstikkere til Norge og Holland.

“Det var en god branche. Inden krisen kunne man jo vade rundt i jobtilbud, og jeg synes altid, jeg har fået en god løn,” siger Morten Hamborg. Det gik over efter fyringen, hvor det ikke lykkedes ham at finde rigtigt arbejde. Han havde forskellige småjobs på restauranter, som ikke klarede sig ret godt, og det var ikke let at få en rimelig løn; hvis nogen overhovedet.

“Jeg boede i et hus i Hasle med min kæreste og vores to børn. Vi gav 10.000 om måneden, men det var ikke et ret godt hus. Det var utæt og fugtigt, så vi klagede, men vi endte med at blive smidt ud,” siger Morten Hamborg.

Kæresten tog børnene med

På samme tid gik forholdet mellem Morten og hans samlever gennem ti år i stykker, og hun flyttede i lejlighed. Med sig tog hun deres to børn, der dengang, for tre år siden, var fire og seks år gamle.

”Det har været svært at komme til at se børnene siden. Hun søgte om fuld forældremyndighed og fik det. I januar henvendte jeg mig på statsamtet for at få fælles forældremyndighed og ret til at se mine børn hver anden weekend og hver anden ferie, men den sag er ikke afsluttet endnu,” siger Morten Hamborg. Han fortæller videre, at ekskærestens forældre bor i Sverige, og at hun derfor har mulighed for at tage børnene med derop i ferierne.

Morten Hamborg har senest været i retten i november, og han håber, at sagen, der skal afgøre, om han juridisk får ret til at se sine børn, bliver afgjort i januar.

”Jeg er godt klar over, det ikke er ret sundt for processen at det hele kører gennem retten, men sådan er det desværre endt. Jeg vil ikke sige, mine børn har vænnet sig til det, men det er blevet dagligdag for dem.”

Flere grunde til at arbejde

I lejligheden i Søgade kan Morten Hamborg leve en tilværelse, som er mange gange bedre, end da han flyttede rundt mellem venner og bekendte, men selvom den er billig nok til at kunne betales på kontanthjælp, glader han sig til at komme i gang igen.

”Jeg trænger da til at komme ud og snakke med nogle mennesker og tjene nogle penge. Det er ikke ret sjovt at gå derhjemme og pille sig navlen.” Morten Hamborg sørger dog for at komme ud hver dag. Ellers ville han gå helt i stå.

”Jeg har en masse kammerater, og jeg træner og spiller fodbold, men økonomisk er det også vigtigt, jeg finder noget. Hvis jeg har haft børnene, og vi fx tager i svømmehallen et par dage… Der er ikke meget, man kan lave, når man har børn, der ikke koster penge.”

Samtidig er der gælden, der skal betales af. De 50.000 fra lejligheden mangler stadig, men lykkedes det at finde et arbejde i det nye år, ser det fornuftigt ud. I modsætning til mange andre boligtilbud til hjemløse, kan Morten Hamborg nemlig blive boende på lige fod med alle andre lejere.

Og helt uden om jura og retssale ser det nu ud til, Morten Hamborg kan holde jul med sine børn.

”Vi holder jul hos mine forældre, hvor min ekskone kommer sammen med børnene, så det er helt sikkert en forbedring.”

Stikbold og svingende hockeystave

Om onsdagen har Forceskolens syv elever idræt. Faste rammer gør boldspillet overskueligt.

Af Lasse Koldkjær Kristoffersen

”Hvad var det, der skete i hallen, da du blev så gal?”

”Jeg svingede rundt med staven og ramte Johnny over foden.”

”Så skreg Johnny, men hvad skulle du så til at gøre?”

”I hvert fald ikke slå, det kunne jeg aldrig finde på”

”Men du hævede jo staven. Så kan Johnny jo ikke vide, hvad du vil gøre. Hvad skulle du have gjort?”

”Sagt undskyld.”

Skoledagen på Forceskolen i Randers er næsten slut. Susanne Kristensen, speciallærer for de yngre elever, har netop haft ovenstående samtale med eleven Andreas. De har haft idræt, og er nu tilbage på skolen. I stedet for at sige undskyld, strøg han i situationen grædende ud af hallen.

Plads til forskellighed

Forceskolen er en skole for børn med særlige behov. Her er der plads til, at elever og læringstempi er forskellige. Elevtallet svinger en smule, for flere af de ældste elever får lov til selv at vælge, om de vil komme i skole. Og det er ikke altid lige let at komme op om morgenen.

Som noget nyt har eleverne idræt en dag om ugen. I dag er sådan en dag, og derfor tager to lærere og dagens syv elever til en nærliggende hal.
 Foran hallen standser alle op. Det er tid til fælles besked.

”Nu stopper vi lige herude, som vi plejer,” siger Palle Juhl, lærer for de ældste elever.

”Det er præcis ligesom sidst. Vi skal huske, vi er gæster i hallen. Hvis nogen har brug for en pause, så tager de en timeout. Det er helt i orden. Det kan også være Susanne eller mig, der vælger, at en af jer har brug for en timeout. Det er ikke noget, vi diskuterer derinde,” siger Palle.

Regler skaber faste rammer

Opvarmningen går i gang, og de fleste deltager aktivt. De fire yngste går markant mere op i det end de tre ældste. Én kan ikke løbe, siger han.

”Jeg er i dårlig form.”
”Ja, det er du, men ikke dårlig,” svarer Palle. Da eleven har vandret nogle gange frem og tilbage i hallen, mens de andre løber, får han at vide, at nu må han vælge. Løb eller hold pause. Han sætter sig ud til siden.

Dagens spil er stikbold. Det har de også spillet de andre gange, og der er derfor ingen tvivl om reglerne. Spillet kommer hurtigt i gang, og der er ikke mange diskussioner undervejs. Når Palle siger ”død”, sætter man sig med det samme.

Konkurrencegenet er kommet op i de fleste, og selv de tre ældste elever kæmper efterhånden godt. En enkelt har endda lært at løbe siden opvarmningen. 
Efter en lille time med pulsen I vejret begynder de første frustrationer at melde sig.

“Jeg GIDER ikke mere,” råber en af de små, inden han smutter ud til en selvbestaltet timeout.

Nye udfordringer

Efter fire spil stikbold skal eleverne afslutningsvis introduceres til hockey, der er på skemaet de følgende onsdage. Her kender ingen af børnene reglerne, og det er tydeligvis en udfordring.
To af de store giver hurtigt op. Den første bliver bedt om at stille sig på rækken, hvor de andre står. Det er alligevel for meget. Den næste klarer et minut mere, men da han opdager, at hockeystavene er til højrehåndede, mister han lysten til at lege med.

Det er her, Andreas rammer Johnnys fod med sin hockeystav. Andreas har stået lidt i sin egen verden og svinget rundt på stedet, og ved et uheld rammer han Johnny, der stikker i et hyl. Episoden tager dog ikke mere end fem minutter at udrede, og eleverne kan trætte sætte sig ud i bilen efter endnu et møde med faget idræt.

Han vil jo bare hjælpe

For de fleste er en tur i biografen en social oplevelse med familie eller venner, men selvom man tager alene af sted, kan man jo godt holde fast i det sociale. Det forsøger Sahir Ibrahim, selvom det ikke er alle, der er lige begejstrede for hans tilstedeværelse.

Det har været en stille formiddag i Biocity. Første forestilling startede for en halv time siden, og kun få gæster har fundet ind i de mørke sale og efterladt personalet og foyeren i en tilstand af søvnig stilhed.

Bag kassen i kiosken står Anne Gudiksen. Det har hun gjort de sidste tyve år. Selvom klokken nærmer sig tolv, hviler der en stemning af morgen over stedet, alene forstyrret af den gennemtrængende popcornsduft.

Pludselig lyder der et kald fra reposen. Anne Gudiksen kigger op og genkender tydeligvis den mørklødede mand, der forsøger sig med råb og fagter.

”Du er nødt til at komme herned,” råber hun med en snert af irritation i stemmen ”Jeg kan ikke høre dig på den afstand!”

Da han står ved kassen, er irritationen dog væk. En enkelt løsreven sætning fra Anne Gudiksen undslipper deres dæmpede samtale;

”Så den så du forleden? Ok. Hvad så med Diana?”

Manden køber en billet, popcorn og cola, og sætter sig for at vente på en film, der starter halvanden time senere.

Hjertevarm hjælpsom hjemløs forfatter

Manden hedder Sahir Ibrahim. 40 år gammel er han og oprindeligt fra Palæstina. Han kom til Danmark i 1991, men han er endnu ikke spor fortrolig med sproget. Måske fordi han i de fleste af årene har boet med sin palæstinensiske mor i en lejlighed i Brabrand. Nu har moren imidlertid smidt ham ud efter en uoverensstemmelse, så for tiden overnatter han i en kirke. Og så går han ned i biografen, netop denne biograf, hver eneste dag.

Sahir er ikke en mand af få ord. Når han fortæller, lyser blikket op og tempoet når så hæsblæsende højder, at det er så godt som umuligt at dechifrere talestrømmen. Det efterlader en med følelsen af, at han sjældent møder nogle, der vil lytte. Han er forfatter, fortæller han. Skriver internationale digte. Ligesom H.C. Andersen.

Det nævner han dog først efter at have oplistet samtlige potentielle farer, biografen indeholder. Hans blik er oprigtigt bekymret, mens han advarer mod at få fingre i klemme i indgangsdøren, snuble ned ad trapper og glemme tasker, når man går.

”Jeg hjælper folk med at huske ikke at glemme deres ting,” siger han stolt.

Lidt for åben

Det er ikke hver dag, Sahir Ibrahim køber billet til en forestilling. Nogle dage sidder han her bare. Drikker en cola og ser på de mennesker, der finder herind. Sahir Ibrahim må nemlig ikke tiltale biografens gæster længere.

”Chefen er ikke så glad for ham” fortæller Anne Gudiksen med et undskyldende smil ”Så nu er han lidt på prøve. Vi må se, om han kan lade de andre gæster være.”

Indtil videre har Sahir Ibrahim opført sig eksemplarisk. Da han bliver kontaktet med henblik på et interview, sikrer han sig endda godkendelse hos den unge kontrollør.

I dag har Sahir Ibrahim købt billet, og om fem minutter starter filmen. Han rejser sig og begiver sig ind mod biografsalens mørke. Roen har netop sænket sig over foyeren, da to piger i fjortenårsalderen kommer hastende tilbage fra mørket.

”Han sagde, vi skulle komme hen til ham og sidde,” siger den ene med vidt opspærrede øjne til kontrolløren, der promte sætter kurs mod salene.

Øjeblikket efter er kontrolløren tilbage på sin plads og pigerne tilbage i biografsæderne. Roen er genoprettet, men Sahir Ibrahim har overskredet grænsen endnu engang.